Den lange rejse d.13.aug.2010
I går den 12. august klokken 6.20 kørte vi hjemme fra, mod Århus. Hvor vi måtte sige farvel til vores forældre og stige ind i bussen til Hamborg lufthavn. Afskeden var hård og ventetiden i bussen inden den kørte kunne vi godt have været for uden. Tanken om at der ville gå et halvt år inden vi skulle se dem igen var svær at forholde sig til, men det gik bedre så snart de var ude af syne og bussen langsomt kørte mod grænsen. De fire timer busturen til Neumünster tog brugte vi hovedsageligt på at sove. I nuemünster havde vi en lille pause inden vi skulle med lufthavnsbussen, vi snakkede med buschaufføren, som også viste os hvor vi skulle med den næste bus fra.
Hamburg lufthavn var stor og alting stod på tysk, vi fandt dog hurtigt terminal et hvor vi skulle check in, der var desværre lige halvanden times ventetid til check in åbnede og endnu 3 timer til flyet lettede. Vi landede i Heathrow og havde endnu et par timers ventetid inden vi skulle på den 11 timer og 40 min. lange flyvetur til Hong Kong. Allan var noget imponeret over størrelsen af lufthavnen og så meget mærkelig ud i hovedet da det gik op for ham vi skulle med tog ud til terminal B, hvor flyet lettede fra. Flyet var stort og noget anderledes end de charterfly man er vant til at flyve med. I flyet fik vi en pakke med strømper, tæppe, høretelefon, pude, tandbørste og tandpasta. Foran hvert sæde var en skærm hvor vi frit kunne vælge mellem film, musik og tv-serier vi gerne ville se, dog gik det meste af turen med at sove. Luft havnen i Hongkong var stor, men taget i betragtning af at det meste stod på kinesiske meget nem af finde rundt i. Den 4 timers flyvetur til Beijing var hurtigt overstået. Vi fik serveret svinekød med kartofler og sovs i flyet, det var bestemt ikke livretten, heldigvis havde vi forsøgt os med kinesisk mad og pinde i lufthaven og var ikke sultne, dessert som var is kunne vi dog godt lige klemme ned;). Vi forsøgte at sove men måtte til sidst opgive da de konstant kom rundt og vækkede os for at servere drikkevare. Vi ankom til Beijing en halvtime for tidligt, varmen og lugten der mødte os da vi stod ud af flyet var ubehagelig, vi har dog efterfølgende fundet ud af at sådan er det bare i Beijing. I lufthavnen skulle vi igennem en speciel indgang for udlændinge, vi skulle udfylde en indrejse seddel, samt en udrejse seddel, hvorpå der skulle stå navn og fly nummer. Betjenten der tjekkede os var dog sød og lod os passere selvom vi hverken kunne finde nummeret på det fly vi lige havde taget eller havde en billet ud af Kina. Igen skulle vi med tog for at komme hen og hente vores tasker, som heldigvis havde fulgt os hele vejen og til exit hvor der stod en taxa chauffør og ventede på os. Vi skulle nok ikke have sat os ind i den taxa, men heldigvis vidste vi ikke hvad vi gik indtil da vi gjorde det. Færdselsregler eksisterer simpelthen ikke i Beijing. Det er helt umuligt at forstille sig det kunne være så galt, men da vi efter en times kørsel ankom til hotellet var vi bare glade for vi også var i live;) vi kom op på vores værelse, som var et lille rimelig fint, men lidt beskidt og gammelt værelse. Sengene var dog rene. Vi tog et længe ventet bad inden vi krøb under dynen for at sove.

Den første dag i Beijing d.14.aug.2010
Vi vågnede omkring klokken 9.30 hvor vi stod op, for sent til at få vores morgen mad på hotellet. Vi ordnede nogle praktiske ting med guiden på hotellet hvorefter vi bevægede os ud på gaden til varmen og lugten af Beijing. Da vi langt om længe fandt ud af at hæve penge gik vi på Mc. Donalds og spiste morgenmad/middagsmad. Vores hotel ligger i den gamle del af Beijing og 15 minutters gang fra centrum, så vi startede med et par timers gang gennem byen. Da vi blev trætte af bare at gå rundt tog vi op i tromme og klokke tårnet. Trommetårnet er fra 1420 og blev brugt til at hjælpe byens borgere med at holde øje med tiden. En lang stejl trappe fører op til toppen af tårnet, hvor et stort rum er fyldt med store trommer, den største skulle veje 625 kg og have en diameter på 285 cm, den siges desuden at være verdens største tromme. Fra tårnet havde vi udsigt over en stor del af byen, men da arealet af Beijing er 16800 km2 og der er omkring 15 millioner indbyggere var det ikke muligt at se til enden af byen. Klokketårnet ligger et par hundrede meter fra og er i forhold til trommetårnet i kedelige farver. Klokketårnet skulle være brugt til at jage ulykke på flugt ved at slå 108 slag. Vi troede vi skulle på toilettet efter at have set klokketårnet og blev glade da vi så et toiletskilt. Vi ændrede dog mening det toilettet bestod af en revne i jorden, som man skal sidde på hug over. Dette kunne vi dog leve med, problemet var mere at der ikke er toiletpapir på toiletterne og vi ikke selv havde medbragt noget.
Aftensmaden spiste vi tidligt på typisk kinesisk maner, med flere forskellige retter, små og lidt større. De står på midten af bordet til deling, mens hver person har en lille skål og sine pinde. Skålen bruges ikke som tallerken men som mellem station hvis maden skulle dryppe eller til ris. Det tog evigheder at spise, det er ikke nemt at spise med pinde;)
Vi måtte opgive at spise mere da vi var nået halvvejs, der var simpelthen for meget mad, gik vi på toilet papirs jagt. Til vores store overraskelse var det umuligt at finde toiletpapir nogle steder. Til sidst opgav vi og blev enige om at spørge på hotellet om en rulle mere (det er meget små ruller de udlevere hver dag) i hotellets lille butik kunne vi dog købe en enkelt rulle for 5 yuan (ca. 3-4 kr.) fra nu af har vi altid toilet papir til at ligge i tasken ;)
Da vi kom op på værelset faldt Allan nærmest omgående i søvn.

Turen til muren d.15.-16.aug.2010
Klokken 9.00 blev vi hentet af vores guide i en taxa som skulle køre os til en lille landsby nær den kinesiske mur. I landsbyen mødtes vi med en lokal landmand, ved navn Zheng Yang som skulle vise os vej op gennem bjergene, da der ikke var rigtige stier vi kunne gå efter. Turen startede hårdt ud og det blev ikke lettere undervejs. Meget af tiden klatrede vi på sten og skråninger, hvor det næsten gik lodret ned. Mens vi kæmpede for at komme op, hyggede vores guider sig tilsyneladende med den lille hyggelige gå tur de var kommet på. Efter fire timers vandring og til en højde på 1000m nåde vi et af vagttårnene på muren. Herefter vandrede vi på muren hvilket gjorde turen en helt del nemmere, selvom muren det første stykke var vokset til og der kun var en meget lille sti vi kunne gå på. Muren var nogle steder faldet sammen, mens der andre steder var langt ned uden nogen form for hegn ved kanten. Til sidst kom vi til den restaurerede del af muren, som også er den del som turister normalt færdes på. Efter godt et par timers vandring på muren begyndte vi nedstigningen som vi havde regnet med ville blive en del nemmere end at klatre op af bjerget. Vi fandt dog hurtigt ud af at det var det ikke, turen ned var værre end turen op selvom den kun tog den halve tid. Zheng Yang havde medbragt 1 liter te til turen, det var det eneste han havde med og da vi havnede i landsbyen igen havde han stadig en halv liter tilbage. Vi skulle sove i et af hans mange gæste værelser. I værelset var der et fjernsyn og 2 senge, den ene seng var en lille dobbeltseng mens den anden var en enkeltseng, der var lavet af en jernramme og hvor madrassen bestod af et bræt og et par vattæpper, fyldet i hovedpuderne var lavet af noget der lignede ris og var bestemt ikke behagelige at ligge på. Efter at have slappet lidt af tog vi et bad under meget primitive forhold. Vi fik serveret en rigtig god kinesisk middag som Zheng Yang’s kone havde lavet. Vi spiste sammen med guiden, som var en kinesisk kvinde med meget dårlige manere, eller typisk kinesiske manere. Der blev smasket, spildt, bøvset og slubret.

Vi vågnede til lyden af alverdens dyr fra bjergene omkring os. Vi fik serveret morgenmad, som bestod af en slags pandekager, æggekage og agurkesalat. Derudover var der ris suppe, som smagte af ris kogt i alt for meget vand.
Efter morgenmaden takkede vi pænt nej tak til endnu en tur op i bjergene. I stedet gik vi en lille tur i den landsby vi havde overnattet. På vej ind til vores hotel var vi forbi den olympiske by og inde at se en te ceremoni. Resten af dagen gik med at vaske tøj og slappe af inden vi gik ud og spiste.

Den forbudte by d.17.aug.2010
I dag har vi gået rundt i det meste af Beijings centrum. Vi startede med at se en port ved Lotus Lane, ved Qianhai-søen. Her ligger en gade med diverse restauranter og cafe’er med fantasifuld udsmykning og indretning. Vi gik omkring Prins Gongs Bolig, hvorefter vi gik til Beihai parken. Parken består hovedsageligt af en stor sø, man kan gå rundt om. Omkring søen ligger mange gamle kinesiske bygninger. Det var skønt at gå inde i parken, hvor vi var fri for larmende biler der konstant dytter af hinanden og kinesere med cykeltaxaer der har meget svært ved at forstå man ikke vil køre med dem. Herefter gik vi til den forbudte by, hvor folkets store hal ligger lige overfor, denne hal svare til Christiansborg. Foran den forbudte by ligger den himmelske freds plads og den himmelske freds port, som vi gik i gennem for at komme ind til den forbudte by. Grunden til den hedder den forbudte by er fordi man i gamle dage blev henrettet hvis man gik ind i byen uden kejserens tilladelse. Det var rigtigt flot at se og byen var overvældende stor med dens mange kæmpe bygninger i gammel kinesisk stil. Der var desværre bare alt for mange turister, hovedsageligt kinesiske da de har sommerferie nu. Europæiske turister ser vi ikke mange af, dog mødte vi to ældre danske damer i den forbudte by.
På vej ud af den forbudte by blev vi standset af to unge kinesiske piger der var vilde efter at få et billede af Allan, der efter deres mening lignede David Beckham og som i forhold til mange af de kinesiske mænd er høj og bredskuldret. Hihi

Da Allan efter et stykke tid var faldet lidt ned igen ;) gik vi videre til en lille gade fyldt med gadekøkkener, her kunne man få alverdens kinesiske specialiteter, som slange, blæksprutte, biller og andre små dyr. Vi gik lidt rundt i området og tog derefter metroen til Lama tempelet og det kongfuzianske tempel. Herefter gik turen tilbage til hotellet, hvor vi fik et tiltrængt bad efter en 15 kilometers lang gå tur rundt i Beijing. Vi sprang aftensmaden over og gik direkte i seng.

Regnvejrsdag d.18.aug.2010
I dag har det regnet det meste af dagen. Vi har derfor brugt det meste af tiden på hotellet, hvor vi har skrevet dagbog/blog og planlagt hvad de næste par uge ca. skal bruges på. Til aften tog vi ud og spise, hvilket ikke var nogen stor succes da igen af os kunne lide den mad vi fik, lige bortset fra de pandekage vi heldigvis havde bestilt. Vi gik en tur i det lokale supermarked, som til dels minder om de danske, bortset fra de mange mærkelige ting der også kan købes. Kødet i supermarkedet var enten vakuum pakket eller også frisk, nogle fisk var endda levende og svømmede rundt i et bassin. Allan fandt danske småkager, havregryn og frisk mælk, det var næsten ikke til at modstå.;)

Fra Beijing til Xi’an d.19-20.aug.2010
Vi var i det konfuzianske tempel. Det var endnu engang en masse gamle kinesiske bygninger, det bliver ikke ved med at være lige spændende at se på, der var dog dejligt stille og næsten ingen mennesker så vi sad længe på en bænk og nød det. Der er ellers for det meste mennesker over det hele og meget larm, både fra menneskerne og fra de mange biler og scootere der dytter hele tiden. Butikkerne har også en eller anden ide om at det tiltrækker kunder at have diskoteks musik i indgangen, så en god blanding af alt slags musik kan høres når man går ned af gaderne. Efter at have brugt 3-4 timer i templet gik vi rundt og kiggede på de meget forskellige butikker i den del af byen. mange butikker ligner dem vi har i Danmark, bare mindre og andre mærker. Men mellem disse butikker ligger mange små lokale speciale butikker. Ved 19.00 tiden tog vi en taxa til den vestlige hovedbane gård hvor vi skulle med toget fra klokken 21.35. Det var mennesker over alt på banegården som var kæmpe stor. Vi sad i et kæmpe venteværelse hvor vi var de eneste hvide mennesker, hvilket gav noget opmærksomhed. En flok børn på omkring 10-12 år var meget fascineret af os og stod lange et par meter fra os og grinede, kiggede og skubbede til hinanden. Til sidst tog de sig dog sammen og kom hen og snakkede med os, en dreng som kunne udmærket engelsk førte det meste af samtalen, mens de andre stod i baggrunden og forsøgte sig med lidt engelsk engang i mellem.
Efter lang tids venten skulle vi endelig med toget. Da vi nåde til vores vogn som var vogn nr. 16. kunne vi stadig ikke se enden af toget. Vores kupe skulle vi dele med 4 kinesere. kupeen bestod af 3 køjer på omkring 50x200cm, på hver side af døren, med omkring 70 cm i mellem. For enden op af vinduet var et lille bord og en skraldespand. Vi kom til at snakke en smule med et par fyre som vi drak en øl sammen med. Efter et par timers kørsel kom børnene tilbage (de havde set vores billet, og vidste derfor hvor vi sad) for at tilbyde os noget kinesisk slik som vi smagte. Ved 1 tiden krøb vi under dynen og gjorde et forsøg på at sove på de meget hårde madrasser.
Lidt over 9 ankom vi til Xi’an hvor vi blev hentet af en taxa og kørt til vores hotel. Vi tog et bad og sov et par timer inden vi gik en tur ud i byen. Vi gik forbi klokke og trommetårnet som ligger lige i centrum ved siden af hotellet. Ellers brugte vi det meste af dagen på at gå rundt på et marked med alverdens souvenir, det var svært ikke at blive fristet til at købe det hele ;)

Bymuren omkring Xi’an d.21.aug.2010
Vi har i dag gået på bymuren omkring Xi’ans bymidte. Den er 14 km lang, 12 meter høj og 6-7 meter bred. Vi ville have cyklet rundt men da vi så cyklerne blev vi enige om at gå ;). Efter et par kilometer gik det fra at støvregne til at øse ned og da vi havde nået halvvejs var selv vores regnjakker gennemblødte. Vi gik derfor ned af muren og gennem byen tilbage til hotellet. Hvor vi spiste aftensmad og fik vasket tøj. Derudover gjorde vi et forsøg på at klippe Allan med barber maskinen, hvilket var meget underholdende;)

Tang Paradise d.22.aug.2010
Turen skullle i dag gå til Tang paradiset som er en stor park på 66 Ha. På vejen var vi inde og se en gade, som er en kopi af en handelsgade fra tang dynastiets tid. Langs gaden var der uendelig mange små boder, med alverdens former for souvenirs. Her købte vi post kort inden turen gik videre til parken. Efter vi havde gået en kvarters tid gik det op for os vi var gået i den forkerte retning og da der i forvejen var et godt stykke vej til parken, blev vi enige om at tage en taxa, dette måtte vi give 11 yuan for (omkring 8-9 kr.). Vi gik en tur omkring store vildgås pagode, som er et tårn, hvor de budistiske munke havde deres skrifter. Navnet siges at komme fra en gammel historie fra et lille kloster hvor munkene var vant til at få kød til alle deres måltider. En dag var der ikke noget kød og munkene var meget utilfredse. Dog fløj en flok gæs over klosteret og en af munkene råbte ”haløj, vi har ikke kød at spise, og det burde buddha vide.” fører gåsen fald straks derefter mod jorden med brækkede vinger. Munkene blev bange og troede det var buddha. De byggede pagoden hvor gåsen havde ramt jorden. Dog er der to pagoder i Xi’an den store vildgås pagode og den lille vildgås pagode. Så enten har historien gentaget sig eller også er der noget der ikke helt stemmer;) Tang paradiset var stort og rigtig flot. I midten var en stor sø, med stier omkring. Der er blevet brugt omkring 1 mia. på at genskabe denne park, hvilket også kan ses.
På en markedsplads foran en stor bygning var der drage underholdning. Her var en mand og en dreng på omkring 10 år klædt ud som en drage, manden var bagbenene og ryggen, mens drengen var forben og hoved. Der var 5 drager i alt som dansede i takt. Til sidst udførte en af dragerne et show for sig selv, hvor de hoppede rundt på pæle der var omkring 1-2m over jorden.
Efter 5 timer i parken, brugte vi 1,5 time på at gå hjem, vi spiste på hotellet, hvor vi fik spagetti og kødsovs hvorefter vi gik i seng.

Fra Xi’an til Chengdu d.23-24.aug.2010
Vi slappede af det meste af dagen indtil vi klokken 13.30 hvor vi forlod hotellet for at tage en taxa ind til banegården. Her meldte panikken sig første, men bestemt ikke sidste gang den dag. Der var tilsyneladende ingen taxa chauffører der ville køre til banegården, vi forsøgte både med at vise stedet på kortet og vise dem vores billetter, det eneste vi fik ud af det var et røsten på hovedet. Efter at have forsøgt en halv time havde vi næsten givet op, vi var gennemblødte og havde besluttet os for at gå (Vi var heldigvis i god tid, til den gode tid) da en ung chauffør holdte ind i siden af vejen og tog os med. På banegården sag vi en time og ventede, samtalen gik endnu engang på det tøj de små børn har på i Kina. Børn går tilsyneladende ikke med ble i Kina, men har i stedet et par bukser på hvor der er hul hele vejen mellem benene. Når børnene skal tisse løfter forældrene dem op og de kan tisse gennem hullet. Det er vildt smart, især fordi der ingen grænser er for hvor det er okay børnene tisser, i en af de hjørner hvor togvognene samles er for eksempel helt okay. En 10-årig pige sad også på gaden (en af de største og mest befærdede gader) i Xi’an og tissede op af et træ.
Panikken meldte sig endnu engang da vi var på vej mod vores vogn, da vi pludselig kom i tvivl om vi havde bestilt hard seat eller hard sleeper. På hard seat sidder man, hvis man er heldig på en hård træstol, hvis man ikke er en af de første der kommer ind i toget er man dog henvist til gulvet, hvor kineserne nærmest sidder i lag for at kan være der. Heldigvis var billetterne til hard sleep.
Vi nåede dog kun lige at stille taskerne fra os ved det vi troede var vores køje, da en sur gammel kone begyndte at skælde os ud på kinesisk. En ung mor hjælp os og fik forklaret med kropssprog og fagter at vi skulle ligge i de øverste køjer, et par meter over gulvet og med en halv meter til loftet. Suk. Der var nærmest umuligt at komme op af de alt for smalle stiger, som skulle bruges til to af køjesengene der stod op af hinanden med en plade i mellem. Mere besværligt var det at komme ned, det lykkedes dog uden af falde.

Nattesøvn blev der ikke meget af for mit vedkommende, Allan sov selvfølgelig bare. Mens toget hoppede af sted, der var ingen plads og kineserne snorkede om kap med Allan. Heldigvis havde jeg min bog og noget musik at underholde mig med;)

Da vi om morgenen stod op fra vores køjer, opstod det endnu et problem, vi anede ikke hvornår vi skulle ankomme til Chengdu, kineser damen som snakkede i højtalerne forstod vi ingenting af og billetterne stod med kinesiske tegn. Den unge kineser mor hjalp os endnu engang og lovede, så vidt vi forstod på hendes fagter at sige til når vi ankom;). Endnu en fantastisk ting ved at køre i tog, er den fantastiske kinesiske musik som spilles alt for højt, til at højtalerne kan spille det så det lyder godt. Derudover lød det som om det var den samme sang der blev spillet igen og igen og igen. Til en afveksling var der kinesisk stand up engang i mellem, hvilket larmede endnu mere. Heldigvis var højtalerne lige over vores fødder så vi havde ikke besvær med at høre noget af det.

Klokken halv 12 ankom vi til det hostel(vandrehjem) vi havde bestemt vi gerne ville bo på, vi bookede et værelse og fik noget at spise inden vi lagde os til at sove et par timer.
Om eftermiddagen gik vi en tur i byen og bestilte nogle turer til de kommende dage.

Opmærksomhed
Det er ikke mange med vores hudfarve vi møder rundt omkring, hvilket kineserne vist heller ikke synes. Folks blikke er rettet mod os så snart vi går ud på gaden og vi bliver modtaget meget forskelligt. De fleste små børn ser forundret ud og smiler stort til os når vi smiler til dem. De voksnes reaktion er mere blandet nogle virker interesseret mens andre virker meget afvisende som den ældre kone i toget. En anden ældre dame der også kørte i tog med os, rejste sig og rykkede et stykke ned i togvognen for at Allan og jeg kunne få en sidde plads ved siden af hinanden. Der er også mange der stoppe os for at få lov at tage et billede af os, hvilket virker helt mærkeligt og i længden lidt irriterende. En klasse lærer kom hen til os den anden dag da vi sad på en restaurant og spiste middags mad. Han spurte og han ikke måtte få et billede med os og vi kunne næsten ikke sige nej og da han pegede ud på gaden hvor hele klassen stod pænt stilet op klar til at blive fotograferet, kunne vi slet ikke nænne at sige nej. Vi blev stillet op ved siden af børnene og der blev taget en masse billeder. Børnene sagde pænt tak bagefter på deres bedste engelsk og klasselæren kom hen til os med to colaer og sagde tak.