Fraser island

Efter en hård aften i baren var både Mogens og Allan ramt af tømmermænd da væggeuret ringede klokken 6.30 om morgen. Mogens var muligvis ikke engang nået til tømmermændene, men var stadig godt beruset da vi begav os ned mod busstationen. Der var også en del brok over chaufførens kørsel og bussen som hoppede en del, det hjalp desværre ikke rigtig på tømmermændene.
Vi nåede ud til øen ved frokost tid og efter at have fået lidt frokost ved en å kvikkede Mogens lidt op igen.
Øen er verdens største sandø og der er ikke anlagt veje derpå. Der er noget der minder om dårlige grusveje i regnskoven, mens man på stranden bare køre i sandet.
Færgen vi var med fra fastlandet over til øen lagde bare til på stranden, som også blev brugt til landingsbane for de mange små fly, der fløj rundt på øen. Vi kørte mod den sydligste del af øen hvor vi skulle op og se et udsigtspunkt. På vejen stoppede vi dog et par gange for at se noget forskelligt aboriginal mad, en flue, hvor bagdelen kunne spises og nogle muslinger der gravede sig ned i sandet.
Vi kom ud til spidsen, hvor vi havde en gå tur op til et udsigtspunkt, hvorfra vi havde udsigt ud over et kæmpe sandområde på den ene side og havet på den anden.
På vej nordpå igen så vi nogle sandstensklipper og et skibsvrag. Skibsvraget var et tidligere krydstogtskib, under anden verdens krig blev det lavet om til at hospitalsskib, som sejlede mellem Australien og England. Nogle år efter krigen blev det solgt til japanerne og er efterfølgende er det havnet på Fraser Island efter en ulykke. Som det sidste den dag så vi noget der lignede klippe, men som egentlig var sand der var blevet presset meget hårdt sammen og blevet sort.
Vi blev tjekket ind på hotellet, hvor vi havde en time inden vi skulle mødes og have noget mad.