I denne blog vil vi fortælle om det vi oplever på vores rejse gennem Kina, Vietnam, Laos, Thailand og Australien.
lørdag den 2. oktober 2010
Elefant tur, første dag
Selvom vi var ude af sengen halvanden time før vi skulle mødes med vores guide, endte morgenen alligevel i kaos. En halv time før mødetidspunktet chekkede vi ud og var klar til at gå, da jeg opdagede at jeg manglede min telefon, selvfølgelig var den på lydløs som den plejer, så chancen for vi ville kunne høre den var minimal. Vi ledte i en 20 minutters tid inden vi opgav og skyndte os ned i byen for at møde guiden. (Telefonen havde gemt sig i min toilettaske hvor vi fandt den senere) Vi blev kørt i minibus til elefant village, hvor turene går ud fra. Her fik vi instruktioner om hvad vi skulle sige hvis vi ville have elefanten til at dreje, bakke, gå lige ud eller stoppe. Hvorefter vi fik lov at ride en runde på en elefant.
Turen gik herefter mod junglen, hvor vi sammen med vores guide skulle gå ud til lejren. Vi skulle starte med at krydse floden og bådene var selvfølgelig ikke blevet større siden sidst, vi var dog blevet lidt bedre til at holde balancen i dem. Vi gik i junglen omkring halvanden time inden vi nåede lejren, hvor vi skulle bo de næste par dage.
Elefanterne ankom en times tid efter os, sammen med deres mahoutter (deres trænere) og alle vores ting.
Sammen med mahoutterne red vi elefanterne ud i junglen, hvor de skulle være natten over. Her står de bundet i en lang jernkæde, så de kan gå næsten frit og spise.
Den resterende dag gik stille og roligt, vi var ude og fælde banan træer, som vi slæbte tilbage til lejren, så der også var mad til elefanterne når de opholdte sig der.
Det er ikke store træer og de vejer ikke særlig meget, dog var vejen gennem junglen til dem lidt kringlet og indebar en noget ustabil bro over vandfaldet.
Inden aftensmaden badet vi i søen ved de små vandfald. Allan er blevet noget modig angående vand, selvom han stadig ikke kan svømme. Han forsøgte sig med at kravle ned at et 1 meter høj vandfald, da det var den nemmeste vej i vandet. Vandet var dog lidt dybere og strømmen lidt stærkere end han lige havde regnet med, så den hev ham lidt ud i søen og han kunne trække sig tilbage ved at bruge de træer der stod i vandet. Vi gik i stedet i fra en anden side, hvor vi kunne bunde. Her tog vi dagens bad og hyggede med at plaske lidt rundt inden vi skulle op at have aftensmad. Der var ikke noget bad og toilettet var et lille bambus skur med et meget lille asiatisk toilet. Da vi klokken 19 var på vej ind i teltet, på grund af de mange insekter og myg, ville vi lige gå på toilet. Vi fortrød dog hurtigt da der på den ene væg sad en rigtig rigtig stor edderkop. Kroppen var en 3-4 cm lang og benene var man ikke i tvivl om, om der var hår på selvom der var mørkt. Natten endte med at være lang, insekterne larmede om kap med vandfaldet og der var en utrolig varme inde i teltet, så det var ikke til at sove. Derudover var vi sultne, da det for en gang skyld ikke kun var mig der ikke kunne lige maden. Risene som vi havde håbet ville være vores redning, var kun halvt kogte. Suppen som blev serveret til, var kogt på grøntsager, men tilsat svinekød som havde hængt i solen hele dagen, hvorefter de bandt det på en pind og kom over bålet et kvarters tid. Resten af kødet blev hængt op igen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar