Sapa

Togturen her til var lang selvom den kun tog omkring 12 timer. Toget var et ældre men pænt tog, i forhold til hvad vi ellers har kørt med, dog hoppede og dansede vi nærmest frem til Sapa. Det var ikke muligt at gå på gangen i toget uden at blive kastet fra væg til væg. Men som sædvanlig sov Allan lyn hurtigt og det meste af natten uden at ligge mærke til noget, det må være fantastisk at have sådan et sove hjerte  må desværre leve uden, men kunne hygge mig med musik, nye danske bøger som vi byttede os til på hotellet, skrive dagbog, en halv timers søvn og en masse snot papir. Vi delte kupe med to russiske kvinder, som er øjn læger og har arbejdet i Vietnam i 5 måneder. Den ene snakkede ikke engelsk mens den anden kun kunne meget få ord og ellers slog op i en bog, så for første gang prøvede vi at skulle tænke over hvilke ord vi brugte og hvor hurtigt vi snakkede, det er ellers som regel dem vi snakker med der lige skal sige nogle ting en gang eller to mere før vi helt forstår. Og Allan opdagede at han slet ikke var så dårlig til engelsk som han var i starten og som han troede han var. Men det går også hurtigt med at lære at snakke engelsk, når det er den eneste måde vi kan kommunikere med andre på. Tit kommer vi også til at blande engelske ord ind i vores sætninger når vi snakker med hinanden, fordi vi høre og læser bestemte ord så meget på engelsk, at det bliver naturligt at bruge dem i stedet for de danske.

Vi ankom til Sapa ved halv 6 tiden om morgenen, til en by en times kørsel fra Sapa. Da vi kom af toget var der vildt mange mennesker der ville sælge os en bustur op til Sapa. Vi sagde pænt nej tak nu når vi havde booket en bus, hvorpå de så meget skuffede ud. Busturen i minibus gik bare op og op og op. Efter en time ankom vi til vores hotel hvor vi chekkede ind og lage os til at sove indtil vi skulle mødes med vores guide, klokken 14.00. Vi gik ned til en lille landsby ved navn Cat Cat, som er en minoritetslandsby hvor gruppen Black H-Mong høre til, navnet kommer af at deres dragter er sorte med farvede mønstre. På vej derned blev vi overhalet af en motorcykel med et lille bur bag på hvor der lage 2 grise nærmest oven i hinanden, fordi buret ikke var stort nok og oven på igen stod et endnu mindre bur med 3 høns i. folkene i landsbyen er hovedsagligt bønder, de har deres eget sprog og egen kultur. Vi var inde og besøge en af de lokale familier, for at se hvordan de boede. Det var meget interessant, de boede ca. 10 personer i noget der ligner et stort træskur hvor man kunne kigge igennem væggene. Ca. halvdelen var 2 etager mens resten kun var et stort rum. På overetagen opbevarede de ris og majs mens de opholdte sig på nederste etage. Det var okay at vi to billeder af deres hjem og deres børn, hvilket vi også gjorde selvom det virkede en smule forkert. Børnene lignede de børn man ser i reklamer fra børnefonden. De sad på det beskidte betongulv, kun med en lille T-shirt på og var møg beskidte. Et af børnene sad og gnaskede i resterne at en kogt mejskolbe, som han tog fra jorden. Vi betalte 20.000 dong som svare til ca. 6 kr. som tak for visitten. Vi gik videre igennem landsbyen over en lille hængebro og ned for at se et vandfald inden turen gik tilbage på hotellet. Byen sapa, som vi bor i ligger ca. 1500 meter over havets overflade og lige ved siden af os ligger Vietnams højeste bjerg som er ca. 3200 meter. Landskabet er meget anderledes end hjemme i Danmark. Da vi kom tilbage til byen, fandt vi et sted at spise, inden vi gik til hotellet for at få os et bad efter den lange og meget varme gåtur. Sabrina havde det skidt, så hun gik i seng umiddelbart efter vi havde spist og jeg sad ved computeren.